Den gamle lades svanesang!

Se her har jeg stået snart 100 år,

Har fulgt slægtens virke ved vinter og sommer,

Har følt barnets færden fra spirende vår

Og hørt mors varsko om farer der kommer.

Jeg har set fars stræben for at fylde min lo,

-selv har jeg mærket den sitrende glæde,

når svingende læs med de forspændte to

velsignelsen bragte i en duftende kæde.

ja, sådan er de gået de mange år,

hver sol, hver glæde har jeg følt gennem tiden,

og når snart færdig min afløser står,

er min ønske: lykke og held nu og siden!!!

Jeg er skrøbelig og svag, siger de. Jeg synes også at mærke alderens tryk mod jorden, jeg må bøje mig, og jeg gør det med ønsket om en blomstrende fremtid for den slægt, jeg har tjent i de mange år.

Jeg tvivler ikke om liv og grøde- i de sidste år har jeg haft den lykke at huse den levende kraft af mit kostbare indhold i form af yndige, lovende "kipkalve" som børnene kalder dem. De har ganske vist været med til at undergrave min styrke ved at grave mine lægter over, men jeg har til gengæld mærket ungdom i mit gamle, mørke rum, herfra er der udgået unge kræfter og fremtids håb som f. eks. "Nasser", tyrkalven, børnenes ven, der skulle føre Danmarks navn så langt som til Italien! Uden at prale kan jeg nævne, at fra mig er udgået kraft og styrke til en kvægstamme, som i generationer har givet navnet Troldborg klang mellem målbevidste kvægopdrættere. Jeg har hørt om fine placeringer, om diplomer, og ærespræmier for skønne dyr, om sølvmedaljer for smør fra det fjerne England. Ja, jeg har oplevet det alt sammen, også det første forsøg, da to stude i fin form blev sendt til landsskuet i København. Det var i mit første leveår1868-vel nok det eneste år, høsten slog fejl på grund af tørke- den sparsomme avl åd studene uden at give den ønskede præmie, en sjælden undtagelse!

Når jeg nu ikke er mere, kunne en og anden måske spørge: Hvordan så den gamle lade ud? Ja, jeg ser ikke brøstfældig ud, jeg er gjort af det sværeste strandtømmer med bindingsværk, der er velholdt med tjære og kalk. Min høje rejsning, før stråtag- nu dækket med plader, har lige gavle med portdøre. I de sidste år er der sket en forandring i mit indre. Hvor der før var fuldt stoppet med markens grøde i form af duftende neg, er der nu - foruden kværnen - bygget siloer, hvad der vel er rimeligt, men jeg har også måtte give plads for ildelugtende roehuse, der er slemt til at fugte mit rene cementgulv, som afløste det forhen så velstampede lergulv, der i menneskealdre var sangbund for taktfaste plejlslag i lange mørke vinterdage. Jo, store forandringer har jeg oplevet. Da jeg i 1868 stod færdig med min høje rejsning mod syd i den gamle gård, fald min skygge over det lave stuehus, men 1883 blev det rykket så langt mod nord, at solen frit kunne beskinne dets stuer. Måske var denne tilbagerykning en nødvendighed for at give plads for den hypermoderne stald, der da blev bygget. De fire længer i gården var alle af røde teglsten, men tidens tand gav dem en smudsig farve, der var for trist for den unge sjællænder, der 1920 blev kone på gården, da fik den sin nuværende kalkfarve, der skjuler mine skrøbeligheder. Om mine oplevelser kunne der skrives tykke bøger, jeg har oplevet sorg og glæder i rigt mål. Jeg har fulgt skiftede generationer, hvor far og søn har arbejdet mod samme mål at gøre Troldborg til en veldreven gård så markens velsignede afgrøde kunne fylde mit indre og sikre vinterens forbrug. Jeg husker solglitrende sommerdage, hvor læs efter læs af tunge neg forspændt dampende heste dukkede frem

i portåbningen for at fylde mig, der slugte det alt sammen. Jeg husker børnenes leg, når de klatrede rundt på mit svære tømmer og sprang øre ud i det tomme rum for at lande i den bløde halm nedenunder, da var der jubel i det halvmørke rum og ikke mindst, når den lange gynge gik, der kunne rumme dem alle sammen. Den var forsvarligt bundet op over solide bjælker og to slynger forbundet med et bredt vognfjæl. Der var som et sejlende skib. Men højdepunktet af mine oplevelser var dog, da gårdens unge datter fejrede sin bryllupsmiddag her i den pyntede lo på sin bedstefars 100 års fødselsdag omgivet af slægt og venner, da fik jeg erstatning for de mørke stunder, jeg også har oplevet. Og så tør jeg nok i min sidste stund udtale det ønske, som fylder os alle:

Gud bevare fremdeles Troldborg, vor gamle hjem!