Hvad vi ved om vor slægt - fortalt af far, Jens Knudsen Troldborg,

 

Nedskrevet af hans datter Nico,

 

Om bedstefar Knud fortælles! Det blev en meget lang soldatertjeneste, han fik.  

 

Frederik d.6.døde 1839, da lå bedstefar inde, og han kom til at stå vagt ved kongens båre. Den sidste del af tjenesten faldt under Christian d. 8. men da krigen kom 1848, måtte bedstefar igen i trøjen, alle tre år! ?

 

Nu var han imidlertid blevet gift i 1844 og fået gård samme år, så han var ikke glad for at skulle med. Det var en ren fejltagelse, at han ikke havde fået sit fripas. Han henvendte sig til myndighederne, men uden frugt. Så besluttede han sig til at ansøge kongen. Han drog til København. Det var ingen let rejse dengang. Far fortalte; Han løb til Århus og kom ombord i en smakke, der sejlede til København!- Denne tur kunne han have sparet, han måtte drage i felten, han fik ikke sit fripas. Og derhjemme gik så hans kone Karen Margrethe med sine to små børn. Det var ingen let opgave hun måtte påtage sig, det var meget vanskelige tider og såre svært at skaffe hjælp til gårdens drift, men det værste var uvisheden om, hvordan det gik derude på slagmarken. Aviser var det småt med ,og breve kom der heller ikke mange af. Varede uvisheden for længe gik hun til Engbjerggård for at høre om Morten Sørensens kone ikke havde fået brev. Morten Sørensen var bedstefars ven og soldaterkammerat. Også lærer Henriksen var en god ven og trøster i de trange tider. Da rygtet om det blodige slag ved Fredericia nåede frem, blev bedstemor meget bekymret, general Ry var fadet, og under ham stod bedstefar. Hver dag havde sine bekymringer.

 

Da de tre år var gået, og krigen endelig var forbi, kom soldaterne hjem, og sejrsjubelen var stor.- Der blev ringet med kirkeklokken og holdt stor takkegudstjeneste. Derefter var der fest på Troldborg. Der var spisning i laden for soldaterne og deres pårørende, og der blev danset i loen. Musikken tonede, og en lille dreng på tre år stod og kikkede på alle de glade mennesker. Det glemte han aldrig, hans mor var igen glad, for hans muntre far var vendt uskadt hjem. Ja sådan endte den første sønderjyske krig!--